Gratis levering ved køb over 500 kr.

Events



---------------------------------------------------------------

Idémøde: Kom og være med til at skabe Hørsholms nye garnfestival: Nordsjælland Strikker

24. august 2026, kl. 19-21

Kulturhus Trommen, Hørsholm

Hører du hjemme i Nordsjælland, og er du vild med strik, garn, design og kreative fællesskaber? Så er du inviteret til et inspirerende idémøde, hvor vi sammen skal undersøge mulighederne for at skabe en helt ny garn- og strikkefestival i Hørsholm.

Vi søger både idémagere, praktikere, netværksskabere og frivillige, der har lyst til at være med til at forme festivalen fra starten. Kom forbi, uanset om du bare er nysgerrig, eller du brænder for at blive frivillig.

Idémødet afholdes i et samarbejde mellem formanden for Sports-, Fritids- og Kulturudvalget, Annette Wiencken, formanden for Erhvervs-, Bymidte- og Beskæftigelsesudvalget, Maria Dahl, og Henriette Schwarz Karlsen fra Strik med Henni.

Tilmeld dig gerne på Facebook begivenheden, så vi ved ca. hvor mange der kommer: Idémøde Hørsholm Garnfestival

--------------------------------------------------------------- 

 

Malabrigo Mechita i farven Mandragora

Fælles garnindkøb i Malabrigo Klubben

sensommer 2026, ukendt dato

Hver måned udvælger jeg et spændende strikkeprojekt, der passer godt til et af Malabrigos garner, og så arrangerer jeg et fælles garnindkøb til projektet, for dem der har lyst. Der er også mulighed for at bestille Malabrigo garn til egne projekter. Det foregår alt sammen i Facebook Gruppen Malabrigo Klubben. Næste bestillingsdag bliver en gang i juli måned.

Meld dig ind i FB gruppen: Malabrigo Klubben

---------------------------------------------------------------

Frederikssund Garnfestival

20. september 2026, kl. 10-15

Valhal, Frederikssund

Hyggelig lokal garnfestival arrangeret af Flittige Hænder Frederikssund. Der er flere spændende udstillere, og så er der selvfølgelig banko kl. 13. Jeg tager et lækkert udvalg af Malabrigos skønne garner med. Indgang: 30 kr, og 20 kr for 2 plader til banko.


---------------------------------------------------------------

Vævestrik Workshop i Hørsholm

24. september, kl. 17-20

Hovedgaden 55B (Codanhus), Hørsholm

Vævestrik, sommetider kaldet mosaikstrik, er en teknik hvor man tager masker løst af for at skabe enten ensfarvede strukturmønstre eller geometriske farvede mønstre. I denne workshop har vi især fokus på flerfarvet vævestrik. Det er flot, sjovt og overraskende nemt. Selvom der dannes flerfarvede mønstre, strikker man nemlig kun med 1 farve per pind. Det betyder, at det ikke er nødvendigt at holde styr på flere garner i hænderne samtidigt, og det er også nemmere at få ensartet strikkefasthed end ved traditionel flerfarvestrik.

Læs mere og køb billet.

---------------------------------------------------------------

Strik med Henni Strikkesalon

efterår 2026, dato ukendt

Hørsholm

Kom med til en hyggelig og uformel strikkesalon, hvor der er plads til både grin, garn og gode samtaler. Uanset om du er helt ny med pindene eller har strikket i årevis, er du hjerteligt velkommen. Du behøver ikke kende nogen på forhånd – her er der plads til alle, og vi mødes om det, vi har til fælles: glæden ved at strikke. Pris 50 kr.


---------------------------------------------------------------

Halsnæs Strikkefestival

2.-4. oktober 2026

Hundested Havn

En helt ny strikkefestival skabt af de lokale strikkere. Jeg er meget spændt på denne her! Jeg har en stand i Hundested Bådeværft, og jeg fylder den med det skønneste Malabrigo Garn og masser af strikkeinspiration. Jeg kommer også til at holde en vævestrik workshop. Partoutbillet til festivalen koster 100 kr.


---------------------------------------------------------------

Masker i Marsken (strikkefestival)

23.-25. okt 2026

Højer, Ballum, Tønder, Skærbæk og Løgumkloster

Strik med Henni udstiller på strikkefestivallen, Masker i Marsken. Festivallen vil byde på debatter, foredrag og workshops for såvel garvede strikkere som nybegyndere. Hertil kommer smuk natur, lokalhistorie, musik, god mad, inspiration og mulighed for at dele kærligheden og begejstringen for håndværk med andre.
Det er tredje år, vi skal af sted, og hele familien glæder sig! Det er noget helt særligt ved at have en stand på Masker i Marsken, hvor gæsterne er der hele weekenden, og der er plads og ro til at lære hinanden lidt at kende, strikker til strikker. Vi udstiller i Væveriet i Højer. Jeg holder også en vævestrik-workshop, men der er udsolgt.

---------------------------------------------------------------

Fåreavlernes Julemarked i Remisen

28.-29. nov 2026

Remisen, Østerbro, København

Strik med Henni udstiller på Fåreavlernes Julemarked i Remisen på Østerbro. Det er jo vores gamle nabolag, fra før vi flyttede til Nivå, så jeg håber meget at se en masse strikkere, jeg kender, fra årene på Nørrebro. 

---------------------------------------------------------------

Alt om Håndarbejde Messen - Rødovre

5.-7. feb 2027

Rødovre Hallen

Strik med Henni udstiller på håndarbejdsmessen Alt om Håndarbejde i Rødovre. Messen har eksistret i mange år og har et imponerende antal udstillere med alt hvad hjertet kan begære til håndens arbejde - strik, hækling, broderi, syning og meget mere. Derudover er der gratis workshops og et sceneprogram.
Vi har været med siden 2022, og Rødovre messen er blevet et slags pejlemærke for udviklingen af min lille strikkebiks - hvert år kigger jeg på billederne fra tidligere års messer og ser hvordan mit garnsortiment er vokset, og jeg glæder mig til at gense stamkunder og møde en masse nye strikkere. 

---------------------------------------------------------------