Gratis levering ved køb over 500 kr

Trygt online garnkøb med personlig vejledning og fuld returservice

Profilbillede af mig (Henni)

Det kan være rigtig svært at købe garn online, ikke mindst når der er tale om håndfarvet garn. Der er ingen erstatning for at mærke garnet i hånden og få ekspertråd fra én, der kender garnet rigtig godt. Jeg har desværre ingen fysisk butik, men jeg har strikket i årevis med det skønne Malabrigo Garn, som jeg har i shoppen, og jeg vil meget gerne hjælpe med personlig vejledning.  

Besøg mig på Nørrebro (efter aftale)

Jeg har kontor på Peter Fabers Gade, København N, og du er velkommen til at komme forbi og se på garn eller f.eks. afhente en ordre. Det er nødvendigt at lave en aftale, mindst en dag i forvejen, så jeg kan nå på lageret og finde det garn frem, du gerne vil se på.

Skriv en email til mig på shop@strikmedhenni.dk og bestil en tid til livechat eller et telefonopkald.

Alt efter hvad du har brug for og lyst til, så kan vi aftale, at jeg ringer til dig på et bestemt tidspunkt, eller vi kan livechatte igennem Messenger eller WhatsApp. Du er selvfølgelig også velkommen til at stille et hurtigt spørgsmål, som vi kan klare over email. 

Få hjælp til at finde strikkeopskrifter, der passer til garnet

Jeg har masser af gode forslag til, hvad de forskellige Malabrigo garner kan bruges til. Uanset om du er på udkig efter et hurtigt enkelt-feds projekt eller en strikket sweater, så er jeg sikker på, vi kan finde et godt projekt til dig og lige præcis den Malabrigo Garn, som du drømmer om at strikke med.

Få hjælp til at beregne garnforbrug

Måske har du allerede den perfekte strikkeopskrift i tankerne, men du er i tvivl om garnet og opskriften er et godt match, og hvor meget garn, du egentlig skal bruge. Jeg kan hjælpe med at estimere hvor meget Malabrigo garn, der skal bruges for at strikke netop den størrelse, du vil strikke, ud fra den strikkeopskrift, du har valgt. Vi kigger sammen på løbelængden og strikkefastheden og finder svaret. Hvis der er tvivl om mængden, så tilbyder jeg, at du kan købe et ekstra fed garn og returnere det i samme stand, hvis det ikke bliver brugt.

Få tilsendt billeder af de enkelte garnfed af det håndfarvede garn

Når der er tale om håndfarvet garn, så er hvert enkelt garnfed unikt. Det er en stor del af charmen, men det kan også være en udfordring. Mange mennesker er utrygge ved at købe håndfarvet garn online, netop fordi der kan være store forskelle i farven af de enkelte fed. Jeg tilbyder derfor at tage billeder af de enkelte garnfed, jeg har liggende på lager, så at du kan føle dig helt tryg i dit farvevalg, også selvom der er tale om håndfarvet garn. Skriv til mig hvilket garn og farve, du er interesseret i, og hvor mange fed du skal bruge.

To garnfed Malabrigo Rios i farven Arco Iris

Forudbestil Malabrigo garn i farver, jeg ikke har på lager

Hvis du skal bruge Malabrigo garn til et større strikke- eller hækleprojekt, så tilbyder jeg at bestille garn hjem specielt til dig. Det er til enhver tid forskelligt hvilke farver, jeg kan skaffe i de forskellige garnbaser, men jeg undersøger gerne om jeg kan skaffe din yndlings Malabrigo farve. Det kan være, jeg kan bestille det hjem med det samme (ca. 1 uges ekstra leveringstid), eller også kan vi aftale, jeg skriver til dig, når at garnet igen er til at få fat på i den rigtige farve. Du kan se alle farverne, der findes, i de forskellige garnbaser på Malabrigo Yarns hjemmeside.

Fuld tilfredshed eller pengene tilbage

Skulle det ske, at garnet ikke helt er som ønsket, eller hvis du bare har skiftet mening, så tilbyder jeg fuld returservice ved køb af garn hos Strik med Henni. Tag kontakt indenfor 2 uger efter modtagelsen af garnet, hvis du ønsker at returnere et eller flere garnfed. Bemærk at garnet skal være ubrugt og stadig i form af et garnfed - det må ikke være blevet vundet op til et garnnøgle endnu. Jeg sender et returlabel, så at du kan sende garnet retur til mig med tracking, på min regning.

Jeg tilbyder også returnering af ubrugte garnfed, der er tilovers efter et færdiggjort projekt, længe efter 2-ugers-fristen, men kun efter forudgående aftale. Hvis du ikke har lavet en sådan aftale med mig i umiddelbar forbindelse med garnkøbet, så vil en eventuel returnering efter fristen foregå for egen regning, og jeg forbeholder mig retten til at afvise returneringen.

Læs mere om fortrydelsesret, returnering og reklamation her: Refusionspolitik.

 

Husk, jeg er her for at hjælpe!

Med venlig hilsen
Henni

 

 

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort