Strik et stort sjal med spændende strikketeknikker og flotte detaljer.
Det er et design, der føles levende at strikke – varieret, overraskende og utroligt tilfredsstillende, når de forskellige sektioner tager form. Sjalet leger med struktur og farver gennem hulmønstre, vævestrik, snoninger, vendepinde og dypmasker. De mange spændende teknikker er gjort let tilgængelige med en velskreven opskrift, diagrammer og videohjælp.
Med strikkekittet får du 400 gram Malabrigo Mechita garn fordelt på 4 farver, samt den danske strikkeopskrift på Only Yarn in the Building Sjalet. Opskriften leveres over email, samtidigt med at garnet pakkes.
Vælg din farvekombination i rullemenuen øverst på siden.
Sværhedsgrad
Sjalet er velegnet til både letøvede og erfarne strikkere, der har mod på at lære noget nyt. Mønstrene dannes ved brug af teknikker, hvor der kun strikkes med 1 farve per pind. Du har aldrig to farver garn i hånden ad gangen. Jeg har lavet videoer til de forskellige teknikker, der bruges i sjalet.
Videohjælp til Only Yarn in the Building Sjalet
Sjalets facon og størrelse
Sjalet er stort og rektangulært. Konstruktionen af sjalet er højst usædvanlig. Det er med til at skabe de spændende og anderledes strukturer i sjalet, og gør det interessant at strikke. Såfremt strikkefastheden stemmer, så har det færdige sjal målene:
180-185 cm x 48-50 cm
Pinde og strikkefasthed
- Anbefalet pind i opskriften: 3,75 mm
- Min anbefaling til Malabrigo Mechita: 4 mm fungerer rigtig fint for de fleste strikkere.
- Strikkefasthed: 24 masker og 46 pinde = 10 cm i retstrik, målt før vask.
Farvekombinationer
Sjalet er designet med 4 farver, der indgår i mønstre med hinanden. Jeg har sammensat en række farvekombinationer, der fungerer flot sammen i sjalets mange mønstre.
- Sjalet har 4 forskellige farver: F1 (farve 1), F2 (farve 2), F3 (farve 3), KF (kontrastfarve).
- KF skal have tydelig kontrast til F1, F2 og F3 – men F1–F3 behøver ikke have indbyrdes kontrast.
- F1–F3 må gerne danne en glidende overgang (gradient), men det er ikke nødvendigt. De skal blot harmonere.
Vil du hellere sammensætte din egen farvekombination? Skriv til mig i chatten eller på shop@strikmedhenni.dk, så hjælper jeg gerne.
Malabrigo Mechita
Garnet der medfølger i dette strikkekit er 400 gram Malabrigo Mechita, fordelt på 4 farver med 100 gram af hver. Mechita er et fint enkelttrådet merinogarn, der egner sig fantastisk til sjaler og tørklæder. Fordi det er enkelttrådet, har garnet utroligt veldefinerede masker, og det gør noget helt særligt for hulmønstre og snoninger især, men også for helt almindelig glatstrik. Mechita er ikke det garn, som strikkeopskriften oprindeligt er designet til, men designeren Mary Annarella har været med på råd for at vælge det helt rigtige garn.
Mechita er 100 % merinould, håndfarvet og har en løbelængde på 384 meter per 100 gram. Det strikkes typisk på pind 2 – 3 mm og har da en strikkefasthed på 26-30 masker per 10 cm i glatstrik. Til sjalet her strikkes der på lidt større pinde (3,5-4 mm alt efter din personlige strikkefasthed), og det giver en løsere strikkefasthed, og dermed et blødere stof med mere fald, hvilket er helt perfekt til sjaler.
Det er også muligt at købe strikkeopskriften til Only Yarn in the Building Sjalet uden garn. Du finder den her: Strikkeopskrift.
Sjalet fra Mystery Knitalongen 2025
Only Yarn in the Building var Mystery Knitalong-projektet i efteråret 2025, hvor en stor gruppe strikkere fulgtes ad gennem sjalets seks dele. Opskriften er derfor stadig opdelt i seks afsnit, og hjælpevideoerne er de originale videoer fra knitalongen.
Har du lyst til selskab undervejs, er du også meget velkommen i Strikkeklubben på Facebook. Her er mange, der allerede har strikket sjalet, og vi følger gerne med i dit projekt og hjælper, hvis du får brug for det.
Sjalets inspiration
Sjalet er inspireret af New York og tv-serien Only Murders in the Building, som kan streames på Disney+. Serien byder på en umage trio – spillet af Steve Martin, Martin Short og Selena Gomez – som prøver at opklare et mord i deres New Yorker-bygning. Det hele er fuld af humor, overraskelser og små spor, og stemningen er præcis så hyggeligt krimifyldt, som en god MKAL (Mystery KnitALong) bør være.

Du behøver ikke have set serien for at strikke sjalet – opskriften indeholder sjove små referencer undervejs, men selve strikkeinstruktionerne er tydelige og nemme at følge.
Den originale strikkeopskrift
Only Yarn in the Building Sjalet er designet af Mary Annarella fra Lyrical Knits. Den originale strikkeopskrift på engelsk kan købes hos designeren på Ravelry. Strikkekittet her indeholder den danske udgave af strikkeopskriften, som jeg har oversat med tilladelse fra designeren. Strikkeopskriften sælges med licens.
Levering
Jeg sender garnet som MyPack Collect pakke med PostNord, og det er gratis. Strikkeopskriften sendes som PDF-fil på email, når jeg pakker dit garn. Leveringstiden fra du bestiller og til garnpakken kan afhentes i din nærmeste PostNord pakkeshop er typisk 2-3 hverdage. Pakken kan spores hele vejen. Læs mere om levering her.










