
Lokalt og bæredygtigt uldgarn - farvet i hånden.
Højbogård Uldgarn er et 2-trådet garn af uld fra fårene på Højbogård i Helsinge, iblandet lidt mohair for ekstra blødhed. Råulden er indsamlet og sorteret i hånden af Trine fra Lomholt Uld, dernæst spundet på Hjelholts Uldspinderi på Fyn, og til sidst farvet i hånden af Trine med plantefarver og andre naturlige farvematerialer.
- Fiber: 78 % uld fra danske får, 22 % mohair fra danske mohairgeder
- Løbelængde: 275 m / 100 g
- Strikkefasthed: 18 m x 28 p per 10 x 10 cm på pind 4 mm
- Anbefalet pind: 3,5-4,5 mm
- Anbefalet hæklenål 4-5 mm
Højbogård Uldgarn er et lækkert mellemtykt garn, der egner sig fremragende til alt fra trøjer og slipovers til tæpper og puder.
Her kommer ulden fra:
Garnet er spundet af ubehandlet uld fra græssende får på Højbogård i Helsinge og mohairgeder fra Højby, Odsherred. Højbogård har 75 får af blandet race, og de passes af Selma, der er udlært fårehyrde.

Vær opmærksom på:
- Garnet leveres i et fed (skal vindes til garnnøgle før der strikkes)
- Håndfarvet i små omgange - hvert fed er unikt!
- Farverne kan afvige lidt fra det du ser på din skærm - og de er altid smukkere i virkeligheden
Alt garn fra Lomholt Uld er håndfarvet af Trine. Som med alt håndfarvet garn, kan der forekomme farveforskelle fra bundt til bundt og nuanceforskelle i det enkelte fed. Sørg for at købe nok garn til hele projektet med det samme. Overskudsfarve og planterester kan forekomme.
Om Farverne
Udvalget af plantematerialer til farvning afhænger af årstidernes skiften. Der er nogen farver, der kan farves med året rundt, og andre der kun fungerer, når planterne er fulde af saft og kraft.
Gyldenris
Gyldenris vokser langs grøfter og veje og i skove. Det er en knap 1 meter høj urt med karakteristiske små gule blomster i toppen. Planten kan indsamles fra juli og jo mere udsprungne blomsterne er, des varmere bliver de resulterende gule farver. Der kan farves med både frisk og tørret gyldenris.
Læs mere om plantematerialerne Trine bruger til farvning her: Plantefarver fra Lomholt Uld.
Vaskeanvisning:
Vidste du at strik af ren uld er naturligt smudsafvisende og ofte kan nøjes med at hænge til luftning?
Når det alligevel skal vaskes, så anbefaler jeg håndvask med uldvaskemiddel og liggetørring af dit færdige strik. Opbevar altid dit færdige strik liggende og uden direkte sollys.
Nogle vaskemaskiner har et uldprogram, der er skånsomt nok til, at det også kan bruges til håndstrik af ubehandlet uld (altså ren uld der ikke er superwash-behandlet). Prøv dig forsigtigt frem med en strikkeprøve, hvis du ønsker at vaske din håndstrik med maskinens uldprogram.
Om Lomholt Uld:
Lomholt Uld er drevet af Trine Lomholt. Trine har siden 2018 indsamlet overskudsuld fra lokale gårde på Sjælland, der ellers ville være blevet smidt ud, og forvandlet det til lækkert strikkegarn. Jeg mødte Trine, da vi var naboer på en messe, og jeg var vild med at Trine ved præcis hvilken garn, der stammer fra hvilken gård. Så er man pludselig tæt på fårene, når man sidder og strikker sig en trøje. Jeg er derfor vældig stolt af at Strik med Henni nu samarbejder med Lomholt Uld, så at du kan købe Trines dejlige uldgarn igennem min webshop.
Levering:
Højbogård Uldgarn sendes direkte fra Lomholt Uld i Torup. Det sendes som MyPack Collect pakke med PostNord, og det koster 45 kr. Leveringstiden fra du bestiller og til pakken kan afhentes i din nærmeste PostNord pakkeshop er typisk 3-4 dage med levering mandag til lørdag. Pakken kan spores hele vejen. Levering er gratis ved køb over 500 kr. Læs mere om levering her.